​​Bob Ferguson

Bob Ferguson har været forsanger i og hovedmand bag de succesrige og populære keltiske bands Beggars Row og Celtic Horizon Band i 20 år.

Når Ferguson optræder i Garagen, synger han sine egne sange blandet med kendte keltiske folkesange, primært fra Skotland og Irland.

Det er den kraftfulde stemme, den humoristiske omgang med publikum og det store nærvær, der garanterer en stemningsfuld og vedkommende koncert på Samsø Festival.


Kunstnerens hjemmeside

​​CHILI Machine

CHILI Machine har i mere end 14 år spillet hård og funky rock. Det er sange af Rage Against the Machine og Red Hot Chili Peppers spillet live med nerve, tight energi og raseri!

Chili Machine fortolker og ændrer sangene til deres egne hårdtslående versioner af de klassiske rocksange.

De sidste tre år har bandet turneret Danmark rundt med deres Rage Against the Machine Celebration, og når de går på scenen i Garagen, bliver publikum forkælet episke rock-funk-hit som: ‘Killing in the Name’, ‘Give it Away’, ‘Bullet in the Head’, ‘Bombtrack’, ‘Bulls on Parade’, ‘Suck my Kiss’, ‘Power of Equality’ og mange flere …


Kunstnerens hjemmeside

​​Chris Grey & The BlueSpand

Chris Grey & The BlueSpand er et musikalsk fænomen, der bare vokser sig større og større. Med små autentiske livevideoer på Facebook og Youtube rammer de lige ind i hjerterytmen hos deres mange fans.

Hittet “Mammas Mammalaid" er blevet set og hørt mere end 2,5 millioner gange på Facebook og over 100.000 gange på YouTube. Succesen har bragt koncerter i både ind- og udland med sig for den funkalistiske trio fra Fyn.

Opskriften er simpel: Man tager en stor spand (gerne blå). Fylder den med lige dele funk, soul og rock. Rører inderligt rundt med tight og fast hånd, drysser med lidt blues og topper med et glimt i øjet. Det hele bages i et varmt øvelokale i syv år, og så har man Chris Grey & The BlueSpand.


Kunstnerens hjemmeside

​​GasBiDua

GasBiDua hylder, som navnet antyder, to af de største og mest indflydelsesrige danske livebands i dansk rockhistorie. Det er selvfølgelig Gasolin og Shu-bi-dua.

Fælles for bandets medlemmer er en ungdom præget af islandske trøjer, knallertkørekort, hessianbeklædte vægge og Klub-8-værelser. Alle havde en kassettebåndssamling spækket med hits som ‘Rabalderstræde’, ‘Stærk tobak’, ‘Langebro’ og ‘Folkevognen’.

Det var kærligheden til ungdommens helte i Gasolin og Shu-Bi-Dua, der samlede drengene i et 70’er- festorkester. Et solidt orkester, hvor der bliver sparket gas i Shubberne og fyret op under Gasserne med fællessang, svedige guitarsoloer og udødelige. Med andre ord: Det bedste til dig og dine venner.


Kunstnerens hjemmeside

​​Like 2 Dance

Like 2 Dance er en gammel kending i Garagen. Det er der en masse grunde til, og de er også alle sammen gamle kendinge:

ABBA * GNAGS * Kim Larsen * Thomas Helmig * TV2 * Creedence Clearwater Revival * Roy Orbison * John Denver * Smokie * Bamse * John Mogensen * Otto Brandenburg * U2 * Shubidua * Rasmus Seebach * Medina * Rasmus Seebach * Bruce Springsteen * Micheal Jackson * Big Fat Snake * og meget meget mere ...

Der er tale om et veletableret og erfarent danseorkester med et bredt repertoire fra 50’erne til i dag. Og de spiller med garanti noget, som du kan danse til og synge med på.


Kunstnerens hjemmeside

​​Michelle Birkballe

​Michelle Birkballe er vokset op med fødderne i den jyske muld, i Thorsager midt på Djursland, i en søskendeflok på seks. Men det er svært at høre, når hun indtager scenen med sin guitar og en stemme, der leder tankerne til Louisiana og rocken og bluesens arketypiske egne. Michelle ER rock'n'roll!

Den rå rock og den følsomme blues bliver mellem numrene krydret med fortællinger om det gode og det onde, som livet byder på, og man kan ikke undgå at blive dybt berørt.

Hun har hele sit voksenliv været fuldtidsmusiker med base i Aarhus, hun har udgivet seks album sange og spillet et utal af koncerter rundt om i landet. Man bliver uvægerligt smittet af spilleglæden under hendes show. Michelle Birkballe er garant for kvalitet og nerve.


Kunstnerens hjemmeside

​​Roger & Over

​Roger & Over har begejstret publikum gennem mere end ti år, og de er for længst blevet fast inventar i Garagen på Samsø Festival.

De står bag sangen "Volvo B18 210", som uden tvivl har skrevet sig ind i historien som en af de helt store fællessange. Men Roger & Over er også berømte for at kombinere coversange med et højt musikalsk niveau og en uhøjtidelig, til tider hysterisk festlig, stemning i det hyggelige Garage-telt.

Det hele sparkes over scenekanten med humør og spilleglæde af en flok rutinerede musikere, der benhårdt går efter at skabe en fest med publikum.


Kunstnerens hjemmeside

​​Sylvester Larsen

Sylvester Larsens hjerte banker for de små danske samfund. I 2019 udgav Sylvester singlen "Lille landsby", som er en hyldest til landets allermindste byer, så det er mere end passende, at han besøger Samsø Festival med sit band Nåleøjet.

Der er lyttevenlig pop med rockede undertoner til alle, og samtidig rækker musikken ud mod amerikansk soul og binder det hele sammen med diskrete elektroniske elementer.

Det er medrivende tekster om de nære ting, der er i højsædet hos Sylvester, og med syv album i bagagen rammer han tidsånden ind, så den er lige til at hænge op i landsbyens forsamlingshus.


Kunstnerens hjemmeside

ÅBNINGSTIDER

Adresse:
​Samsø Festival Forening
​Strandskoven 7C
​8305 Samsø
​info@samfest.dk

CVR: 17 87 79 84

Telefon: 86 59 18 15
Besvares så vidt muligt dagligt
09.00 - 18.00
Kontoret:

Fredag 10.00 - 15.30

GLEMTE SAGER

Skulle du være så uheldig at mistet nogle ejendele på Samsø Festival, så bliver alt hvad vi finder indleveret til politiet på Samsø. Politiet kan kontaktes på 8792 1448.​