Musikprogram 2014

Du kommer videre til gruppernes egne hjemmesider ved at trykke på billederne nedenfor.

L.O.C.

Når L.O.C. gæster Samsø Festival 2014 for tredje gang til sommer, er det med et spritnyt album i bagagen.

Til januar udkommer rapperen og sangskriverens ottende studiealbum,Sakrilegium, der med L.O.C.’s egne ord er et ”storladent, varmt mareridt”.

Vi glæder os sindssygt meget til at mærke den energi og det nærvær, som Mr. O’Connor altid er garant for, når han i selskab med sit faste liveband præsenterer nye og gamle numre med noget på hjerte.

Glæd dig!

PANAMAH

Med smukke, melodiske numre som "DJ blues", "Børn af Natten" og "Små stød" har Panamah for alvor slået deres navn fast på den danske musikscene.

Bandet – bestående af Anders Christensen, Peter Lützen og Amalie Stender – leverer dansksproget popmusik med kant. De formår at blande sarte og sensuelle toner med et markant og elektronisk beat, og den unikke lyd går både i hjerter og dansesko.

De fleste af os har nydt Panamahs skønne sange i radioen eller på plade, og det bliver derfor en fornøjelse at opleve trioen live, når de debuterer på Samsø Festival til sommer.

NEPHEW

Der skulle gå 10 år, før det endelig lykkedes at få Danmarks mest populære live-band til at lægge vejen forbi Samsø. En indsats vi i den grad er stolte af!

Nephew har været solidt plantet på toppen, lige siden de i 2003 kickstartede karrieren med ”Movie Klip”. I løbet af ti år er det blevet til 21 singler, der stort set alle er gået hen og er blevet deciderede landeplager – på den gode måde.

Vi glæder os derfor til at ”Gå med dig”, Nephew, når de fem bandmedlemmer til sommer begejstrer publikum på Danmarks hyggeligste scene. Det bliver helt sikkert en fest!

CARPARK NORTH

Når de talentfulde rockdrenge fra Carpark North gæster Danmarks Hyggeligste Festival i 2014, har de skrevet deres fjerde studiealbum på cv’et. På albummet finder vi bl.a. hits som ”Army of Open Arms” og det seneste singleudspil med Stine Bramsen, ”32”.

Carpark North har siden deres opstart i 1999 formået at skabe innovativ og unik musik i blandingen mellem electro og rock. Samtidig har de markeret sig ved konstant at levere liveoptrædener, der printer sig fast i publikums hukommelse.

Vi vil derfor godt garantere, at du bliver blæst bagover musikalsk, når hits som ”Human”, ”Save me from myself” og ”Shall we be gratefull” drøner ud af højtalerne til sommer.

POUL KREBS

Når du siger Samsø Festival, siger du også Poul Krebs. Sådan har det været lige siden den spæde start, og den elskede og kultiverede musiker har efterhånden stået på Danmarks hyggeligste scene mange gange.

Til sommer gæster Poul Krebs øen med sit nye album Asfalt, der er det første med nye sange siden 2011.

Det betyder, at publikum kan se frem til både nye numre og selvfølgelig også et genhør med en lang række af sangskriverens store, populære hits.

Vi tør godt love, at Krebsen yder sit allerbedste på hjemmebanen, for at give dig og de andre publikummer en unik oplevelse, I aldrig glemmer. Det gør han hver gang!

RASMUS WALTER

Rasmus Walter debuterede som solist i 2011, hvor han udsendte sin meget roste dansksprogede debut Rasmus Walter. Tidligere var han frontfigur i Grand Avenue, som også har givet fantastiske koncerter på Samsø Festival.

To år senere - og med endnu et album i bagagen - er Rasmus blevet et folkekært navn. Med store hits som ”Dybt Vand”, ”Endeløst” og ”Knust Glas”, har han for alvor slået sit navn fast på den danske musikscene. Vi kan se frem til en dygtig kunstner med noget på hjerte, som altid giver den fuld gas på scenen.

THOMAS HELMIG

Denne herre har ikke mindre end 30 år på bagen som entertainer og sangskriver. Lige siden debutalbummet Thomas Heldig udkom i 1984, har manden af samme navn været en uundgåelig del af den danske musikskat.

Helmig er uden sammenligning vor tids helt store kærlighedspoet. Tænk blot på hits som ”Det mig der står herude og banker på” og ”Nu hvor du har brændt mig af”. Det er da også netop de store følelser, der er i spil på popstjernes nyeste album – KH Helmig.

Når Thomas gæster Samsø til sommer, kan vi forvente at se en mand i topform, der som altid har noget på hjerte. Og mon ikke vi kommer til at lægge øre til både de bedste af de første og de største af de sidste?Det håber vi i hvert fald!

FOLKEKLUBBEN

Folk-pop på dansk

Folkeklubben er popsange til den tænkende hjerne og det bankende hjerte. Det er musik og tekst, der på poetisk vis tager stilling til den verden, som vers og omkvæd skal genlyde i.

Folkeklubben udgav d. 15. april 2013 debutalbummet Nye Tider. Med radiosingler som de filosofiske ”Tænker Tit” og ”For Pengene”, der forener salmesang, modstandskamp og westernfløjt samt undergrundshittet ”Fedterøv”, som har delt lussinger ud på spillesteder landet rundt og nu roterer på P3, har Folkeklubben for alvor meldt sin ankomst på den danske musikscene. Vi glæder os til at genhøre dem på Danmarks hyggeligste i uge 29.

De spillede i år 2013 i Garagen

CHRISTOPHER

Danmarks popprins nr. 1, der formår at smelte ethvert pigehjerte med sin uimodståelige charme og mindst lige så fantastiske vokal. Christopher har dog langt mere end charme, selvtillid og lækkert hår at byde på. Med første singeludspil, "Told you so", fra hans 2. studiealbum, har Christopher i den grad bevist, at han er en talentfuld sanger og sangskriver med masser af kant og coolness.

Christopher er garant for at levere iørefaldende og stærke popsange, som han også præsenterer med stor energi og attitude live. Vi glæder os derfor til at være i selskab med den unge stjerne, når han for første gang gæster vores festival til sommer.

KATO OG SAFRI DUO

Du var måske heldig at se dem sammen på Grøn Koncert sidste sommer, hvor Safri Duo gæsteoptrådte med Kato på deres store, fælles hit "Dimitto".

I år er trommeduoen og den populære DJ taget på turné sammen, hvor de spiller med på hinandens sange, og dermed giver dem et helt nyt og spændende tvist.

Der bliver helt sikkert knald på, når de konservatorieuddannede slagdrenge skaber magi sammen med legebarnet og hitskaberen Kato.

MOONJAM

Efter en længere pause er Moonjam igen klar til at indtage scenerne rundt omkring i det danske land. Og til sommer går turen altså forbi Samsø.

Popbandet, der udgav albummet ”Bandet og den uskyldige morder” i 2011, er tilbage i storform. Tempoet er i top, og der bliver som altid skabt magi på scenen i sammenspillet mellem publikum og orkesterets dygtige musikere.

Vi glæder os til at brødrene Kærså og co. – på ægte Moonjamsk maner – deler ud af saxofontoner og deres mange skønne melodier.

LIS SØRENSEN

I 30 år har denne fantastiske kvinde været en del af dansk musik – og det med stil vel at mærke! Lis Sørensen har været aktiv gennem hele sin karriere, og hun har gang på gang skabt tidløse hit, vi elsker. Tænk blot på klassikere som ”Mine øjne de skal se” , ”Tæt på ækvator” og ”Forvandling.” Sange vi ikke husker at være foruden …

På sådan en morgen er navnet på Lis Sørensens 30-års jubilæumsalbum, der udkom i november 2013. Albummet, der tager os med på en rejse gennem sangerindens solokarriere, indeholder 20 af de mest populære sange gennem tiderne. Når Lis Sørensen gæster Danmarks Hyggeligste i uge 29, bliver det et gensyn med gamle klassikere og mindre kendte perler. Men selv om du måske har oplevet hende før, tør vi godt love, at hun har noget nyt at byde på.

Det er netop det, der gør, at Lis Sørensen fortsat er på toppen.

DUNÉ

Når Duné (igen) gæster Samsø Festival til sommer, har det unge band eksisteret i mere end 10 år.

Hvad, der startede som syv unge menneskers leg med synthesizere, skæve melodier og en generel kærlighed til musikken, er i dag blevet til tre album og stor kommerciel succes.

Bandet, der i dag består af Matt, Ole, Piotrek og Danny, er særligt kendt for deres eksplosive live-koncerter.

Der bliver nemlig skruet max op for energiniveauet, når sange som “Dry Lips” og “All that I have” tordner ud af højtalerne. Det er faktisk lige meget, om du kender musikken i forvejen – du kan ikke andet end at lade dig rive med!

POVL DISSING MED BAND

Intet mindre end syv mand er klar på Danmarks Hyggeligste scene, når Povl Dissing og band på Samsø vil vække gamle klassikere som "Nina", "Den grimmeste mand" og "25 minutter endnu" til live igen.

Ensemblet Dissing, Dissing, Las og Dissing har ligesom Samsø Festivalen 25-års jubilæum i år, men på årets turné ”25 minutter endnu” er det hovedsageligt Dissings tidlige værker, der er på repertoiret.

Til dét får den velsammenspillede kvartet nu hjælp fra yderligere tre habile musikere: Palle Hjort, Nikolai Storr og Jesper Elnegaard.

Med den yngre generation af musikere lover Dissing en anderles og nutidig oplevelse af de gamle klassikere.

WAFANDE

Den multietniske sanger Wafande har med gigantiske spring fundet sin plads i toppen af dansk musik.

På debutalbummet, Du ved det, er teksterne spækket med humor og selvironi, og musikken er inspireret af reggae og dancehall-genren. Et mix, der i den grad spreder glæde, når der lyttes til numrene.

Vi ser frem til at nyde livet og synge med på sangene, når Wafande til sommer giver den op på kæmpehits som ”Gi mig et smil” og ”Uartig”.

Det bliver helt sikkert en fest!

RASMUS NØHR

Når den storsmilende og talentfulde Nørrebro-dreng lægger vejen forbi Samsø i uge 29, bliver det med sit sjette studiealbum, Retursekund, på repertoiret. På albummet kigger den nu 41-årige sanger tilbage på livet som voksen og på den altoverskyggende kærlighed.

Ramus Nøhr har i mere end 10 år spredt glæde og stemning med sine fængende melodier og finurlige tekster. Hvem kender kke klassikere som ”Sommer i Europa” og ”Det glade pizzabud”? Det er musik, der gør det svært ikke at trække på smilebåndet.

Vi glæder os sindssygt meget til at være i selskab med hr. Nøhr og til at blive lukket ind i hans humoristiske og til tider lettere skæve univers.

BIRTHE KJÆR OG FEEL GOOD BAND

Ja, ja. Selvfølgelig maler hun byen rød, men det gælder bestemt også Samsø Festival. Der er musik til alle aldre med sange som ”Arrivederci Franz”, “Jeg går aldrig til bal uden trusser” og ikke mindst “Pas på den knaldrøde gummibåd”.

Hun er kendt for alt fra revy og tv-optrædener til Melodi Grand Prix, men det er det altid strålende humør, der for alvor kendetegner Birthe Kjær. Og så selvfølgelig den perlerække af sange, hun leverer med stor præcision og ynde.

Det er en scenevant pop- og dansktopsangerinde, der synger for, når sommer, sommer og sol skal påkaldes, og Danmarks hyggeligste svinger penslen og giver natten et stjernestrøg og gerne fler’.

JOHNNY MADSEN

Efterhånden er Johnny Madsen ved at blive fast inventar på Samsø Festival, og det er med god grund. Få optrædende er så medrivende som Madsen og Co, når de går på scenen. Der er blues, rock og fed tråd med masser af humor.


Madsen kan kunsten at udpensle livets hårde sider og gøre det med et glimt i øjet – og et glas i hånden.

Det er ren og skær karisma, der gør, at Madsen på samme tid kan være så tilbagelænet og samtidig nå så langt ud over scenekanten.

Det er Johnny, the blues, det er showtime.

TOPGUNN

TopGunn er en dansksproget rapper og producer. Primært inden for dancehall-genren. Han har blandt andre arbejdet sammen med Firehouse og Kidd, men er bedst kendt for sine optrædener med Raske Penge og Klumben.

Sidste år udgav TopGunn sit første soloalbum, hvor han beviste, at han både har noget på hjerte og samtidig formår at sætte bølgegang i publikum. TopGunns tilskuere må uvægerligt tage sig selv i at nikke med nakkerne.

Det er ikke til at stå stille, når modtageren af GAFFAs urban-pris fyrer op og sender skud ud til Samsø Festival.

STEEN JØRGENSEN

Frontmanden i Sort Sol – Steen Jørgensen – udgav i november 2013 karrierens første soloalbum. På albummet "Standards For Living..." puster han nyt liv i gamle klassikere fra sværvægtere som Bob Dylan, The Beatles, Kraftwerk, Leonard Cohen, Joy Division og Tom Waits.

Som Steen selv har udtalt, er der tale om (fantastiske) sange, der har haft stor betydning for ham som sanger og person. Og det er du heller ikke tvivl om, når du lytter til resultatet. Numrene oser nemlig af kærlighed til musikken og af en dyb respekt for kunstnerne bag.

Med ”Standards For Living…” kender vi sangene, og vi kender sangeren - men kombinationen er er helt ny og unik. Det er derfor heller ikke klassikere, vi skal se frem til at høre på Samsø Festivals scene – det er Steen Jørgensen fortolkning af dem.

BARBARA MOLEKO

Hvis du ikke kendte hende før, så kom du til det, da hun i selskab med LOC storhittede med singlen ”Helt min egen” i 2012.

På rekordtid formåede Barbara Moleko nemlig – med sin sprøde og soulede stemme – at synge sig ind i danskernes hjerter.

Den 27-årige Barbara fra Mozambique/Nørrebro, har siden udgivet debutalbummet ”Lykken er…”, der bl.a. indeholder numrene ”Dum for dig” og ”Gør det lettere” . Her illustrerer hun - på den virkelig fede og unikke måde - at amerikansk soul sagtens kan kombineres med dansksprogede tekster og et afrikansk islæt.

Vi er stolte af at kunne byde velkommen til et af de varmeste navne i dansk musik, når Barbara Moleko for første gang besøger Samsø festival til sommer.

ULIGE NUMRE

De unge drenge i det københavnske rockband synger om byen og om kærligheden til sommerens blonde pige. Det er dansk, når det er bedst - og vi elsker det!
Melodierne sidder lige i skabet og de lettere melankolske tekster, rammer hvor de skal. Ulige Numres musik er ukompliceret og smittende, og så har den en medrivende effekt. Ikke mindst på grund af forsanger Carl Emil Petersens inderlige og stærke stemme.

Det bliver fedt at høre hits som "Navn i sne", "København" og "Dansk Vejr" live. Sangene er jo som skabt til festivalstemning, sommerflirt og kolde fadøl! Du skal ikke tænke - hellere drømme.

Bandet består af Nick Lee, Carl Emil Petersen, Jacob Ulstrup og Teis Lindeskov Søgaard.

ROGER AND OVER

Roger and Over har gennem mange år begejstret publikum ved et utal af byfester, firmafester og privatfester samt på en lang række festivaler og spillesteder over hele landet.

Bandet er berygtet for at kombinere et højt musikalsk niveau med en uhøjtidelig, selvironisk humor og en sjælden evne til også at få publikum til at deltage i festlighederne.

Udover enkelte egne numre, heriblandt hittet Volvo B18, spiller Roger and Over en række kendte covernumre af kunstnere som Creedence Clearwater Revival, Elvis, Beatles, Eagles, Eric Clapton, Chuck Berry, Lynyrd Skynyrd, Van Morrison, Shubidua, Kim Larsen m.fl.

Det hele leveres med godt humør og stor spilleglæde af en flok rutinerede musikere, der først og fremmest går efter at holde en fest med publikum.

BLACK CITY

Black City er et rockband i ordets egenligste forstand. Selvom håret er langt, er musikken barberet helt ind til benet. De københavnsk baserede drenge har gået i den gamle skole, hvor stærke enkle melodier blandet med godt håndværk, er vejen til succes.

Gruppen har ved adskillige lejligheder bevist sit værd som live-band. Det er her, de for alvor brænder igennem. Det tog de konsekvensen af, da de i februar sidste år udgav albummet Fire. Her fornemmer man tydeligt lidenskaben til musikken – og ikke mindst at gruppen for alvor har fundet sit ståsted.

Der er god, gammeldags og hård rock til alle, når Black City indtager scenen. Så brænder du også for fed, velkonstrueret tråd er Black City en oplevelse for dig.

BASIM

Han er godt nok ikke 15 år længere – lige som han var, da han blev nr. fire i første sæson af X Factor. Alligevel er Basim stadig drengen vi er på fornavn med, og som vi ikke kan andet end at holde af!
Siden 2008 har den unge Basim været en del af den danske musikscene. Han har lavet sine egne sange, der særligt er gået lige ind hos den yngre generation. Og så har han medvirket i musicals så som den populære ”Grease”.

Når Basim – for anden gang – gæster Samsø Festival 2014, kan han også skrive Melodi Grand Prix på cv’et. Basim stiller nemlig op med sangen ”Cliche Love Song”. Vi håber selvfølgelig, at det bliver en Eurovision-finalist, vi får æren af at være i selskab med til sommer.​

DEN DANSKE MAFIA

John Mogensen har ikke levet forgæves. Slet ikke hvis man spørger party-drengene i Den danske mafia. De har stillet sig selv den opgaveat puste nyt liv i John Mogensens klassikere, og tilføre dem en ordentlig dosis rock … Lige hvad lægen ordinerede!

Man behøver ikke være fan af John Mogensen for at få udbytte af den medicin, der diskes op med. Der er fest, fællesskab og en stemning, der ikke lader nogen uberørt.

De tre John-rockere styrer slagets gang fra scenen med uretfærdig og kærlig hånd. Det er lige, hvad man trænger til sidst på aftenen,

når det går løs i Rullen på Samsø Festival.

L.I.G.A

L.I.G.A er uden sammenligning et af Danmarks fedeste og mest aktuelle partybands. Med hits som ”Skylder dig ik’ noget” og ”Den første gang” har de vist os, hvordan man laver musik med masser af charme og energi.

Selvom de stærke popsange behandler emner, der kunne være triste – såsom en ekskæreste der har trådt på dig – er humøret altid højt. Vi nikker genkendende til de relevante og ærlige tekster, og så danser vi ellers til dem.

Det bliver en tempofyldt og medrivende oplevelse, når L.I.G.A skaber liv og glade dage på Samsø til sommer. Du vil simpelthen ikke gå glip af den fest!

GINGER NINJA

Ginger Ninja blev landskendte, da de i 2010 væltede danskerne med kæmpehits som ”Sunshine” og ”Bone will break metal”. Lyden var flabet, synth-drevet og lige til højrebenet.

I dag – fire år senere – er ninjaerne udkommet med deres andet studiealbum, ”Excess Space”. Numrene er stadig inspireret af den simple popsang, og lyden er groovy og elektronisk. Noget førstesinglen ”Hole in My Head” illustrerer rigtig godt.

Der er ingen tvivl om, at det unge band nærer en ægte begejstring for musikken – og at de elsker at skabe glæde hos deres publikum. Derfor kan det heller ikke blive andet end fedt, når vi får fornøjelsen af at opleve Ginger Ninja live på Samsø Festival.

SVENSTRUP OG VENDELBOE

Svenstrup og Vendelboe producerer og remixer til dansegulvet. Der er ingen over, når det handler om tætte, sprøde mix, og DJ-parret er da også blevet belønnet med flere Danish DeeJay Awards.

De har arbejdet sammen med kunstere som Medina, Outlandish, Lil Wayne og mange flere. Sidste år udkom parrets længe ventede fuldlænge-album med features som Karen, Xander og Christopher – imponerende musikalsk selskab.

Makkerparret breder den musikalske palette over house, dance og pop, og det er sandsynligt, at du har hørt deres musik på klubben, i radio eller i tv. Ligesom download-listerne med tydelighed viser, at de gang på gang rammer præcist med deres klub-venlige sound, og nu kan du danse med på Danmarks hyggeligste.

DISCO DASCO MED SWINGTIME

Så skal der danses!

Tag vennerne under armen, mor i hånden, konen om livet – eller kom bare som du er. Alle kan være med.

Elisabeth Dalsgaard fra Swingtime fører an på scenen – vi skal kaste håndtegn, vrikke med numsen og bare have den fedeste dansefest.

Til populære numre både synger og danser vi – og alle kan deltage uanset alder, køn og niveau. Dansehaj eller ej – du bliver det, når Elisabeth fører an.

Elisabeth Dalsgaard blev i 2013 kåret til Årets Instruktør i England. Blandt 7000 instruktører fra hele verden fik Elisabeth prisen – med afsæt i hendes fantastiske energi på scenen og evne til at få alle med. Energien smitter, og man føler sig henkastet til dansen og den livsglæde, der følger med.

Under mottoerne ”Byd livet op til dans” og ”Dans som lykkepille” turnerer Elisabeth rundt med foredrag og events i hele verden – og til sommer kan hun opleves på Samsø Festival.

DJURSLAND SPILLEMÆND

Djursland Spillemænd kan i år fejre 40-års jubilæum - noget de færreste bands inden for dansk musik kan hamle op med!

Det musikalske koncept hviler stadig på en god blanding af forskellige genrer - fx keltisk inspireret folk-rock, skandinavisk folkemusik og blues. Og mangfoldigheden er netop noget af det, det har gjort de østjyske musikere så populære gennem årene.

Samtidig formår bandet at levere varen live med en spilleglæde og et nærvær der i den grad smitter af på publikum.

Når Djursland Sillemænd gæster Samsø Festival til sommer, er det præcis 25 år siden, at de stod her første gang. De ”jydske knejte” er blevet lidt ældre at se på – naturligvis – men kærligheden til musikken og til at optræde er intakt.

TOP 3 I MGP

Emma Pi, Lærke og Bennedikte K & The Sisters sang sig ind i børn og voksnes hjerter ved børnenes MGP d. 15. marts og sikrede sig tilstrækkeligt med sms-stemmer til at blive nummer ét, to og tre i konkurrencen.

Til sommer lægger de tre finalister vejen forbi Samsø og fyrer med garanti op for en vild fest for de yngste.

MGP – børnenes svar på melodi grand prix – har eksisteret siden 2000 og bliver hvert år set af op mod 1 million danskere. Af tidligere vindere kan blandt andet nævnes den kickflippende Razz, Anne Gadegaard og sidste års vinder Kristian.

Der er dømt musikfest i børnehøjde, men alle, store som små, inviteres til at danse og synge med, når der er MGP-fest i Rullen på Samsø.

SAMSØ FESTIVAL

Marsk Stigsvej 20
8305 Samsø

Telefon: 8659 1815

E-mail: info@samfest.dk

ÅBNINGSTIDER

Telefon:
Besvares så vidt muligt dagligt
09.00 - 18.00

Kontoret:

Fredag 10.00 - 15.30​

GLEMTE SAGER

Skulle du være så uheldig at mistet nogle ejendele på Samsø Festival, så bliver alt hvad vi finder indleveret til politiet på Samsø. Politiet kan kontaktes på 8792 1448.​