Konferencierer
Samsø Festival kan bryste sig af at have to af landets allerbedste konferencierer til at tage sig af Danmarks hyggeligste publikum.
Store Scene: Frank Megabody

En stor scene kræver en stor mand. Derfor har Samsø Festival sikret sig en af Danmarks mest potente konferenciers til at skabe den helt rigtige stemning på Store Scene. Frank Megabody er navnet og han har været med siden Samsø Festival tog sine spæde skridt først i 90erne. Når man siger Samsø Festival siger man derfor også Frank M., der med sine farverige hawaii-skjorter og smittende karisma altid er en oplevelse værd.
Gennem årene har Frank opbygget en beundringsværdig rutine, som gør, at han med sikker stemme kan råbe selv det mest tømmermændsplagede publikum op en fredelig torsdag morgen. Stilen er ikke hård, men blot retfærdig, og bliver tonen ind imellem en anelse ironisk, kan man være sikker på, at Frank mener det godt. Kærligheden til musikken og de store oplevelser, den kan give os, er nemlig det bærende for Frank, som vil gøre alt for, at vi fatter pointen: At Samsø Festival udelukkende er Danmarks Hyggeligste i kraft af sit fantastiske publikum. Megabodys styrke er netop at iscenesætte både de optrædende og publikum, så der kan opstå en gensidig følelse af samhørighed og entusiasme – og dermed lægger han gang på gang grunden til fantastiske oplevelser på Store Scene.
Læs mere om Frank Megabody her:
www.frankm.dk
Rullen: Claus Reiss

Efter flere år med velklædte og velformulerede præsentationer har Rullens tidligere konferencier og førsteelsker, Il Ciclone, takket af og er blæst videre i livet. Dermed kunne man tro at det betød stort kvalitetstab for den populære scene i teltet, men det er heldigvis ikke tilfældet. Efter måneders møjsommelig scouting i ind- og udland, opdagede Samsø Festival, at man måske snarere skulle kigge indad. På Kattegats Perle, Danmarks hyggeligste ø, findes der nemlig talent, som kun årtiers fremavl og salt havluft kan producere. Navnet er Claus Reiss, og titlen er ”Sækkepibe-spillende-stand-up-komiker”.
Hr. Reiss er født og opvokset på Samsø og har derfor og har tit gæstet Danmarks Hyggeligste Festival. Nogle gange som gæst andre gange som sækkepibe-spiller med Infernal. Gennem årene har han fokuseret mere på en karriere på scenen, og vi kan derfor føle os i trygge hænder, når han guider den rådvilde flok gennem Rullens vidtfavnende musikprogram.
Læs mere om Claus Reiss her:
www.clausreiss.dk