Dicte & The Sugarbones

Dicte & The Sugarbones er et samarbejde mellem Dicte, den blonde sangerinde fra fra Viborg, og hendes velspillende backingband, der rummer så erfarne kræfter som Lennart Ginmann, Kæv Gliemann, Mika Vandborg og Laust Sonne.. Sidstnævnte er bedst kendt fra den populære rockgruppe D-A-D, men tilfører The Sugarbones et særligt præg, som går igen fra hans eget musikprojekt Dear.
Det er Dicte, som står i front, og det gør hun intet mindre end fantastisk. Siden hendes første album fra 1994, Between Any Four Walls, er hun aldrig gået istå, men har konstant varieret og udviklet sit udtryk. Genrerne har rangeret over alt fra jazz over pop, rock og R&B. Sammen med The Sugarbones spiller hun imidlertid rockmusik tilsat en dosis funky elektro. Dictes særegne stemme i kombination med stemningsfulde arrangementer giver gruppen et unikt præg.
Konstellationen med Dicte & The Sugarbones udgav deres første album i 2006, og i i februar i år udkom det andet album i rækken ved navn Tick Tock. Her fornemmer man tydeligt det kunstneriske særkende, som blandt andet ansporede Statens Kunstfond til at tildele Dicte et tre-årigt arbejdslegat efter den første plade. Pladen er i veltømret og fuld af musikalske kromelurer, som gør det til mere et almindeligt rockband. Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Dictes funky sound, kan man glæde sig til at høre numre som ”Cigarette”, ”Easy Elegance” og ”What I do for Love” på Samsø Festival.